Brasilien Juni 2006

Besøg hos brasilianske kaffebønder

I juli har vi besøgt en række spændende kaffeplantager i Minas Gerais, Brasilien. Vi fik gode oplevelser, sublime kaffesmagninger og nye aftaler med hjem

De mørkegrønne kaffebuske snor sig i lange rækker op og ned ad bjergenes sider. Ind i mellem synes store klumper af vilter regnskov, som om et gigantisk barn havde trukket en rive gennem landskabet og glemt nogle pletter hist og her.
”Vi er Rainforest Alliance-certificerede, og derfor skal 30 procent af plantagen være dækket af skov. Brasiliansk lov siger 20 procent, men det er der ikke mange, der overholder, så første skridt er i virkeligheden, at man begynder at overholde loven, fortæller plantagens salgschef Christiano Leite de Castro Borges.
Hvis man kigger godt efter, kan man se, at nogle bjergsider har et rødligt skær midt i alt det grønne, mens andre er gullige. Tæt på bliver det tydeligt, at planterne bugner af modne røde og gule bær langs grenene. Og midt i det hele vejer det danske flag.

Egne marker på Rio Verde
Vi er på farmen Rio Verde, hvor Estate Coffee har egne marker. Der er noget helt specielt ved at stå og se på vores kaffebuske og vide, at den kaffe, der kommer ud af bærrene, ryger direkte ned i vores poser.
Al kaffe på Rio Verde bliver håndplukket, og kun de bedste plukkere er gode nok til at kravle på de stejle skrænter. Et øjeblik kan man få en lidt dårlig smag i munden ved tanken om det svære arbejde, men Christiano Leite de Castro Borges fortæller, at de stort set aldrig har ulykker. Farmen er Utz Kapeh-certificeret, hvilket betyder, at plantagen skal opfylde en lang række krav i forhold til de ansattes levestandard, sikkerhed og arbejdsforhold. Alle disse forhold skal dokumenteres og bliver tjekket af den internationale Utz Kapeh-organisation, og ingen arbejder kan udføre et stykke arbejde, som han ikke er uddannet til.
Efter en traditionel brasiliansk frokost i Rio Verdes smukke hovedhus, får vi lejlighed til at se farmens sorteringssystem, hvor umodne grønne bær og overmodne sorte bliver skilt fra de perfekt modne røde og gule i store vandslisker. Vi kan følge bærrene hele vejen ude på store tørrepladser, hvor solen klarer den første del af tørringen, inden kaffen kommer i tørremaskine.
De umodne bønner bliver vendt af en mand, der går med hest og plov, og Christiano Leite de Castro Borges forklarer, at det kun er den dårlige kaffe, der vendes af heste – der betyder det nemlig ikke noget, at der kommer hestepærer på bønnerne.

Fairtrade gør en forskel
Fra den store højteknologiske plantage med de uendelige rækker af kaffebuske er det et voldsomt skift at komme ud til Louis Adauto de Oliveiras seks hektar store mark i kooperativet Poço Fundo. Kaffebuskene med de kraftige mørkegrønne blade og de lysende gule eller røde bær står spredt i det tætbevoksede terræn. Mellem dem gror slanke eukalyptustræer, majsplanter, og hist og her skimtes en orange klementin. De friske og krydrede dufte fra frugter og grøntsager blandet med den tørre lugt fra den røde lerjord minder mere om skov end om mark.
”Det er vigtigt, at vi dyrker forskellige afgrøder på vores marker. Det er vigtigt for kaffeplanterne, som skal have hjælp mod sygdomme, og det er vigtigt for os, som skal have noget at leve af i dagligdagen,” fortæller Oliveira.
Oliveira har sammen med 200 andre småbønder dannet et kooperativ, hvor de hjælper hinanden med det praktiske, og for fire år siden blev de Fairtrade-certificerede. Sprøjtemidler er forbudt og Oliveiras marker er 100 procent økologiske. Han er gået tilbage til landsbyens gamle viden, for at få det bedste ud af jorden.
Den højere pris, vi betaler for kooperativets certificerede kaffe, har tydeligvis gjort en forskel. Oliveira kan fortælle, at de har købt en lastbil, de har bygget fælleshus og computerskole til børnene, og hver enkelt familie har fået bedre forhold med større huse, tv og asfalteret tørreplads.
”Tidligere plantede vi og bad til, at vi var levende næste år. Vi vidste aldrig, hvad vi kunne tjene, og vi brugte meget tid på at finde ud af, hvornår vi skulle sælge. Med Fairtrade er jeg sikret en fast pris, så jeg ved, hvad jeg kommer til at tjene, og så kan jeg koncentrere mig om at gøre kaffen så god som muligt, fortæller Louis Adauto de Oliveira.
Og kaffen er virkelig blevet god. Hans kone Aperecide havde lavet en kop til os – ristet i familiens køkkenovn – og bagt traditionelle Pão de Quijos – osteboller – til os. Skriv evt noget ind om kaffen, Søren. Det lykkedes os at få en aftale i stand med Adauto, og fra efteråret, vil I kunne smage den i vores Tres Flores-espresso.

Certificeringer er hårdt arbejde
Efter en lang køretur på bumlende lerveje kommer vi til nabofarmen Conquistas hovedhus, hvor vi bliver budt velkommen af direktøren for Ipanema Coffee, som ejer de tre farme Rio Verde, Conquista og Ipanema. Over en udsøgt middag fortæller direktør Washington Rodrigues om arbejdet med Utz Kapeh og Rain Forest Alliance.
”Vi vil hele tiden være et skridt foran. Vi var de første, der blev Utz Kapeh-certificerede, og det har været en stor succes, selv om det har krævet meget arbejde og mange penge. Rain Forest Alliance er sværere, fordi reglerne er lidt skæve i forhold til Brasilien, så indtil videre er det ren udgift. Men præcis i dag har jeg faktisk fået den første forespørgsel om Rainforest-certificeret kaffe fra Europa,” fortæller han.

Brasiliens største farm
At vågne op med udsigt over Conquistas smukt anlagte have med en næsten voldgravsagtig sø rundt om giver en fornemmelse af at være sat tilbage til kolonitidens storladne luksus. Kun påfuglenes parringsskrig bryder luften, og man få en chance for at komme helt ned i tempo over plantagens egen espresso på terrassen.
Dagens plantagebesøg gælder Ipanema, hvor hele ideen om Estate Coffee begyndte. Det var her, Claus Meyer en sen aften diskuterede mulighederne med Washington Rodrigues, og udviklede planen om at starte egen import af gourmetkaffer til Danmark.
Ipanemaplantagen har ikke Rio Verdes stejle skråninger. Til gengæld er det snorlige kafferækker, som en uendelig kålorme-hær, der strækker sig længere end øjet rækker. Det er Brasiliens største kaffeplantage, og de producerer op til 140.000 sække kaffe om året. Vi regner os frem til, at Ipanema alene kunne give hver dansker 18 kopper kaffe om året.
”Høsten afhænger i høj grad af vejret. Der skal være regn i september og januar og absolut ikke i høsttiden. For to år siden havde vi 15 dages regn under høsten, og så falder kvaliteten, fordi bærrene sidder på planterne og gærer,” forklarer Christiano Leite de Castro Borges.
Indenfor i Ipanemas kontorer, får vi et indblik i plantagens effektive salgsteam og vi får lov til at cuppe Ipanema Coffees seneste høst. (Her kan du eventuelt fortælle noget om de kaffer vi smagte, Søren)
Efter en lang dag med masser af gode indtryk og ømme kroppe efter mange timer på skrumlende landeveje er det en lise af sænke sig ned i de termiske bade på det gamle kurhotel Palace i Posos de Caldas.

Kaffepenge giver internet til børn
Mellem de grønne kaffebeklædte skråninger på Lambarifarmen ligger en lille dal, hvor kaffeplukkerne bor i lave, hvide huse. I den ene side af dalen rager en smuk bygning i vejret – helt i træ og glas. Børnelatter og ivrig snakken lyder fra huset, og på den lille asfalterede plads foran øver fire smådrenge sig i den brasilianske kampdans capueira. Huset er farmens ’social center’, hvor plukkernes børn kan komme og prøve internet, læse og hænge ud før og efter skole. Det er også her plukkerne mødes en gang om måneden for at se film og lære mere om dyre- og planteliv på farmen.
Farmen er økologisk, Utz Kapeh- og Rainforest Alliance-certificeret, og her får vi et godt indblik i, hvad Utz Kapeh-systemet betyder for arbejderne. Hvor Fairtrade kun er for små familiebrug, der slår sig sammen i kooperativer, er Utz Kapeh et system, der sikrer, at de ansatte på de store farme har gode forhold.
Her får vi også et billede af, hvordan økologi fungerer på en stor farm.
”Økologien er enkel på de små farme, hvor bonden har en lille mark med forskellige afgrøder. Den gødning han mangler, kan han få fra sine dyr. Men her er det et stort problem at få nok, selv om vi genanvender, alt det vi kan. Det er dobbelt så dyrt at dyrke markerne økologisk, og samtidig giver markerne kun en tiendedel af, hvad de ville give, hvis de blev dyrket konventionelt. Jeg kan godt lide tanken om økologi, men hvis vi tænker på at brødføde verdens befolkning, så er økologien ikke vejen for alle,” fortæller agronom Eduardo S. Sampaio, som fungerer som konsulent for plantagerne Lambari og Irerema.

Den gode kop i Sao Paulo
Som afslutning på turen er et besøg på Sao Paolos første og mest trendy kaffebar Santo Grau ren nydelse. Indgangen flankeres af to kaffeplanter i potter, og den bagerste del af cafeen domineres af en stor messingrister, der kommer ud af en hel væg dækket af kaffebønner bag en glasplade. Der er ikke et eneste bord ledigt, og mange steder har folk presset ekstra stole ind om de små runde borde. Overalt høres snakken og latter fra mennesker i alle aldre.
Den hollandsk-newzealandske ejer Marco forklarer, at hele grundtanken bag hans cafe er, at det skal være et mødested.
”Kaffe er min undskyldning for at være i naturen og at møde naturlige mennesker. Alle de beslutninger, jeg tager i min cafe, handler om at gøre den så velegnet som muligt til at folk kan sidde ned og tale sammen”.
Kaffe på restauranter har i Brasilien traditionelt været noget, man fik gratis efter maden. Men inden for de sidste år har stilen ændret sig, og de bedre stillede er nu villige til at betale en høj pris for en virkelig god kaffe. Det er meget svært at sælge udenlandsk kaffe i Brasilien på grund af strege importregler, men Marco har en ambition om at introducere brasilianerne til andre landes produkter.
”Den gennemsnitlige brasilianer ved næsten mindre om kaffedyrkning end en europæer. Det vil jeg gerne have lavet om på,” fortæller Marco.
Men i mellemtiden drikker brasilianerne selv lavkvalitetskaffen og sælger den bedste kvalitet til os.